Digital arv – hvordan gør man?

Hvad er digital arv?

Din digitale arv er alt, hvad du efterlader dig digitalt fx e-mails, profiler på de sociale medier og dokumenter og billeder gemt i fx Dropbox eller ICloud osv. Hvis ikke du har sikret din digitale arv, så risikerer du, at alle billeder/dokumenter går tabt, fordi dine pårørende ikke har mulighed for at få adgang det.

Hvordan sikrer jeg min digitale arv?

Du bør indledningsvist nedskrive samtlige brugernavne og adgangskoder, som dine pårørende får brug for, hvis de skal have adgang til dine digitale arv. Du kan med fordel gemme disse oplysninger sammen med andre personfølsomme oplysninger, give dem til dine pårørende eller bede en advokat om at opbevare dem for dig.

Fordelen ved at tage stilling til ens digitale arv er, at du selv har medbestemmelsesret i, hvad dine pårørende skal have adgang til. Endelig risikerer du ikke, at det hele går tabt, når du engang går bort.

Nogle tjenesteudbydere har en brugerpolitik, der ikke tillader dine pårørende at få adgang til din konto efter din død. Derfor er det en fordel at have hentet bevaringsværdige dokumenter/billeder fra sådanne kontis, mens tid er. Disse kan fx opbevares på et USB-stik.

Andre tjenesteudbydere giver vedkommende selv mulighed for at ændre sine private indstillinger, således pårørende kan få adgang til ens profil efter ens død.