AB 92
AB 92 er vedtaget i 1992, og AB står for almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed. Her er ikke tale om en lov, men et regelsæt, som man kan vælge, skal gælde i ens aftale. Hvis man har vedtaget AB 92, så indeholder regelsættet en række forpligtigelser og rettigheder, som dermed er gældende for kontraktparterne. Som nævnt er der tale om et frivilligt regelsæt, og det er dermed op til kontraktparterne at vedtage, hvis de ønsker, at det er dette regelsæt, som der skal gælde mellem dem.
AB 92 er et af de mest brugte regelsæt ved professionelle byggerier. Det kan bruges ved store såvel som mindre byggerier. Selve regelsættet er meget omfattende, og derfor kan det være svært at overskue et så uddybende et regelsæt ved små byggerier. AB 92 stiller krav til bygherren, men samtidig giver den også denne nogle rettigheder og fordele, hvilket kan medføre en øget tryghed for dig som bygherre.
Regelsættet er som udgangspunkt beregnet til at regulere aftaler inden for fag-, stor- og hovedentreprise m.v. Hvis man derimod har brug for et regelsæt i forbindelse med en totalentreprise, så kan i stedet ABT 93 anbefales.
I regelsættet reguleres forhold såsom aftalegrundlaget, sikkerhedsstillelse og forsikring, udførelsen af entreprisen, bygherrens betalingsforpligtigelse, tidsfrister og fristforlængelse, aflevering af arbejdet, mangler, eftersyn og tvistløsning m.v. Her kan du læse mere om AB92
AB Forbruger
Der gælder særlige regler, hvis bygherren er en forbruger. Her kan man i stedet vælge at benytte regelsættet AB Forbruger. Det står for almindelige betingelser for aftaler om byggearbejder for forbrugere. Her er igen tale om et frivilligt regelsæt, og det er derfor ikke gældende mellem parterne med mindre, at man særskilt har aftalt det. Læs mere herom i artiklen AB Forbruger.
Kort om ABT 93:
ABT 93 er almindelige betingelser for totalentreprise. Herved anvendes dette regelsæt alene, hvis der er tale om en totalentreprise. Selve regelsættet minder meget om AB 92, men adskiller sig ved, at ABT 93 er specialiseret til totalentrepriser.
Kort om ABR 89:
ABR 89 er en forkortelse for almindelige bestemmelser for teknisk rådgivning og bistand. Regelsættet er beregnet til at regulere forholdet mellem bygherren og rådgivere. Her kan være tale om rådgivere såsom byggeteknikere, ingeniører, arkitekter m.v.