Bistandsadvokat
En bistandsadvokat kan blive beskikket til dig, hvis du har været udsat for en forbrydelse. Dermed er en bistandsadvokat til for ofret for forbrydelsen. En bistandsadvokat er gratis.
Hvem har ret til en bistandsadvokat?
Hvis du har været udsat for voldtægt eller en anden alvorlig seksualforbrydelse, så får du som udgangspunkt automatisk en bistandsadvokat. Det er imidlertid dit eget valg, om du ønsker en bistandsadvokat. I voldtægtssager og lignende får du som regel mulighed for at tale med din bistandsadvokat før, at politiet afhører dig.
I forbindelse med anden personfarlig kriminalitet såsom vold skal du selv anmode politiet om at få en bistandsadvokat, hvis du vil have en.
Politiet kan vejlede dig om dine muligheder og ret til at få en bistandsadvokat i forbindelse med din sag. Retten afgør, om du har ret til at få en bistandsadvokat, og hvem det skal være. Du kan anmode om en bestemt advokat, hvis du ønsker det.
Bistandsadvokatens opgaver:
Din bistandsadvokats primære opgave er at varetage dine interesser som offer for en forbrydelse. Bistandsadvokaten kan bl.a.:
- Sørge for at opgøre dit erstatningskrav korrekt og fremsætte dette rettidigt.
- Give dig råd i forbindelse med politiets efterforskning og en eventuel senere straffesag.
- Fortælle dig om straffesagens gang, samt være med når du skal afgive vidneforklaring for retten.
- Hjælpe dig med at få gerningsmanden ført ud af retslokalet i forbindelse med din vidneafhøring.