Fravalg af revision
Hvorvidt en virksomhed kan fravælge revision eller ej afhænger af dens størrelse. Revisionen af årsrapporten kan fravælges, hvis en virksomhed i to regnskabsår i træk på balancedagen ikke overskrider to af følgende tre størrelser:
- En balancesum på 4 mio. kr.
- En nettoomsætning på 8 mio. kr. og
- Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 12 i løbet af regnskabsåret
Forventer man allerede ved stiftelsen af et nyt selskab, at selskabet på årsbasis vil holde sig under to af de tre ovenstående værdier, kan man i forbindelse med stiftelsen fravælge revision. Beslutningen om fravælgelse af revision det første år skal herefter fremgå af selskabets vedtægter.
Ønsker et eksisterende selskab at fravælge revision, og lever det op til de ovenstående betingelser, skal beslutning om dette vedtages på selskabets ordinære generalforsamling.
Selvom en virksomhed fravælger revision, skal den fortsat udarbejde og indsende en årsrapport til Erhvervsstyrelsen.