Straffeloven §280 – mandatsvig
Hvad er mandatsvig?
Bestemmelsen om mandatsvig er udformet således, at der kun kan straffes for mandatsvig, såfremt der ikke er mulighed for at henføre gerningsindholdet under enten bedrageri eller underslæb.
Der kan rejses tiltale for mandatsvig, hvis en person, der forvalter en andens formue, påfører denne tab for ens egen eller andres vindings skyld. Den tiltalte skal altså have haft adgang til andres midler end sine egne.
Der stilles som udgangspunkt ikke krav til, hvordan tillidsforholdet mellem den tiltalte og den forurettede er stiftet. Dette kan være opstået på flere forskellige måder fx som følge af lov, aftale m.v.
Der skelnes imidlertid mellem to typer af mandatsvig – hhv. bestemmelsens nr. 1 og nr. 2. Her er det afgørende for de to typer af mandatsvig, hvilken adgang den tiltalte har haft til den andens formue. Det er nemlig måden, hvorpå den tiltalte har fået adgang til midlerne, der er afgørende.
Betingelsen om, at tillidsforholdet skal være brudt af økonomiske motiv, gælder ved begge typer.
Nr. 1:
I nr. 1 har den tiltalte opnået adgangen til midlerne fx på baggrund af en tilladelse eller lignende.
Nr. 2:
Ved forhold under bestemmelsens nr. 2 skal den tiltalte i stedet have været forpligtet til at forvalte midlerne.
Strafferammen:
Mandatsvig har som udgangspunkt en strafferamme på fængsel i op til 1 år og 6 måneder. Der kan imidlertid i grovere tilfælde straffes med fængsel i op til 8 år.
Det er generelt sjældent, at domstolene bruger strafferammen fuldt ud i forbindelse med straffastsættelsen.
Dette skyldes hovedsageligt, at der ofte er en række formildende omstændigheder fx tiltaltes manglende forsæt til at begå et strafbart forhold. Det er Anklagemyndigheden, der skal bevise, at den tiltalte har haft det fornødne forsæt til forbrydelse. Din forsvarsadvokat vil kunne fremhæve samtlige momenter i sagen, som taler for så lille en straf som muligt.
Retspraksis:
Der foreligger ikke megen retspraksis om mandatsvig. Dette skyldes primært, at bestemmelsen anvendes subsidiært i forhold til andre straffelovsbestemmelser fx straffelovens § 278 om underslæb og straffelovens § 279 om bedrageri.
Der er imidlertid sket en stigning i antallet af sager, hvor der bliver tiltalt efter mandatsvigsbestemmelsen. Dette angår primært sager, hvor den tiltalte også kunne være blevet tiltalt for underslæb eller bedrageri. Stigningen skyldes formentlig, at mandatsvig er den mest diffuse bestemmelse, og dermed kan anklagemyndigheden have større chancer for at opnå domfældelse.
Straffelovens § 280 om mandatsvig:
- §280. For mandatsvig straffes, for så vidt forholdet ikke falder ind under §§ 276-279 a, den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding påfører en anden formuetab
- 1) ved misbrug af en for ham skabt adgang til at handle med retsvirkning for denne eller
- 2) ved i et formueanliggende, som det påhviler ham at varetage for den anden, at handle mod dennes tarv.