Nødtestamente
Nødtestamente – hvornår?
Der er ikke nogle formkrav til et nødtestamente. Det er imidlertid en betingelse, at der er tale om en nødsituation, hvor det ikke er muligt at udforme et traditionelt testamente. Det kan fx være umiddelbart før et selvmord, et flystyrt eller andre livsfarlige situationer.
Formkrav
Et nødtestamente kan fx udformes i en sms, e-mail, skrevet på et papir, indtalt telefonbesked eller lignende. Testamentet skal være et udtryk for den afdøde testators sidste vilje, og derfor er det et krav, at nødtestamentet kan bevises at stamme fra testator.
Hvor længe kan et nødtestamente påberåbes?
Hvis testator overlever den nødssituation, som har affødt behovet for nødtestamentet, så skal der udformes enten et notartestamente eller et vidnetestamente. Et nødtestamente er kun gyldigt i op til 3 måneder fra, at man har befundet sig i en nødssituation. Forsømmer testator at udforme et vidne- eller notartestamente, trods afdøde har haft mulighed herfor, så vil det tidligere udformede nødtestamente ikke kunne tillægges betydning.
Det anbefales altid at sørge for at få lavet et notartestamente, mens tid er. Derfor bør du tage kontakt til en advokat, der kan hjælpe dig med at udforme dit testamente efter dine ønsker.
Ved et nødtestamente har du ikke betænkningstid til at få udformet testamentet, præcis som du ønsker. Det er altid en god ide at få rådgivning i forbindelse med testamenteudarbejdelse, fordi man sjældent selv er klar over, hvilke faldgruber der er inden for arveretten.