Retssag om fejl og mangler
Isoleret bevisoptagelse:
Hvis der afholdes syn og skøn uden, at der er anlagt retssag, men hvor Retten alligevel er med inde over. Den isolerede bevisoptagelse foregår på samme måde i Retten, som hvis der var anlagt sag. Det er den part, som der har anmodet om syns- og skønsforretningen, som skal bære omkostningerne hertil. Ved en eventuel senere retssag kan Retten imidlertid træffe afgørelse om, hvem der skal betale for udgifterne til den sagkyndige.
Parterne kan også, såfremt de kan blive enige selv træffe afgørelse om, hvem der skal betale omkostningerne. Den skønserklæring, som den sagkyndige udfærdiger på baggrund af synet, kan bruges under en senere anlagt retssag.
Isoleret bevisoptagelse er dermed ikke det samme som ensidigt indhentede erklæringer. Dette skyldes, at man ved en isoleret bevisoptagelse har Retten med inde over, selvom der endnu ikke er anlagt sag. Der er dermed heller ikke ligeså gode muligheder for at medtage ensidigt indhentede erklæringer i en senere retssag, som syn og skøn sket ved isoleret bevisoptagelse.
Ensidigt indhentede erklæringer:
Ensidigt indhentede erklæringer tjener en række formål i forbindelse med en retssag. Her er det primære formål at bevise sagens faktiske forhold set fra en sagkyndigs vurdering. Det er naturligvis lettere at foretage indhentning af ensidige erklæringer frem for at lave en isoleret bevisoptagelse. Dermed tillægges ensidigt indhentede erklæringer heller ikke ligeså stor bevismæssig betydning ved domstolene.
Indhold:
Der er ikke kun en måde, hvorpå en sagkyndig erklæring kan udformes på. Den kan omhandle fakta, som allerede er fremlagt i sagen, men den kan også være yderligere bevis for påstande påberåbt i forbindelse med sagen. Erklæringen kan bestå af generelle forklaringer om kutyme og sædvaner inden for det givne område. Der kan også være tale om en forklaring af de tekniske, forretningsmæssige eller økonomiske forhold i den konkrete sag. Der kan være forskel på ens mulighed for fremlæggelse af erklæringen under sagen. Generelle erklæringer er altid lettere at få lov at fremlægge sammenlignet med den sagkyndiges erklæringer om faktiske forhold i sagen.
Den sagkyndige erklæring må ikke tage stilling til de juridiske spørgsmål i sagen. Der skal altså alene være tale om en erklæring, som der beskriver og klarlægger, hvordan sagens faktiske omstændigheder er. Det er svært at være sikker på, at man ikke overskrider grænsen for, hvornår en erklæring bliver for konkret i forhold til tvisten i sagen. Det kan derfor anbefales, at du søger juridisk rådgivning i forbindelse med erklæringens indhentning, således den ikke senere vil blive underkendt i en retssag.
Ny praksis omkring ensidige erklæringer:
Såfremt der er tale om en ensidig sagkyndig erklæring om faktiske forhold i sagen har det hidtidige synspunkt været, at disse ikke tillodes fremlagt, og hvis de blev fremlagt, så kunne de ikke tillægges stor bevismæssig værdi. Begrundelsen herfor er hensynet til modparten, som der ikke har medindflydelse på udarbejdelsen af erklæringen. Efter en Højesteretskendelse i 2013 er der imidlertid åbnet op for muligheden for, at disse erklæringer og anden dokumentation kan fremlægges i retssager.
Erklæringerne kan navnlig tænkes fremlagt, hvis der er tale om uopsættelige mangler, som der kræver udbedring straks – og dermed ikke kan vente til sagens anlæg og et heraf udmeldt syn og skøn. Der er nogle generelle krav, som der som udgangspunkt skal være opfyldt, hvis de ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer skal tillades fremlagt. Den sagkyndige erklæring skal være indhentet før sagens anlæg, og så skal der helst være tale om en mangel, som der ikke kan vente med at blive afhjulpet. Erklæringer, som der indhentes efter sagens anlæg, vil ikke blive tilladt.
Der er altid en risiko for, at dit ensidigt indhentet materiale vil blive underkendt i en retssag. Herved risikerer man også at være dårligt bevismæssigt stillet, hvis man alene bygger sin sag på ensidigt indhentet materiale. Du kan med fordel søge advokatbistand, hvis du vil være sikker på, at du har tilstrækkeligt bevis i en kommende retssag.
Selve retssagen
Retssager for de almindelige domstole kan alene føres af vedkommende selv, dennes nære pårørende eller en advokat. Advokaten skal have møderet for den ret, som denne skal føre sag ved. Forinden sagsanlæg er det vigtigt at overveje, hvorvidt den givne sag kan betale sig at få afklaret. Det kan nemlig ikke altid betale sig rent økonomisk at få en sag afgjort ved domstolene. Såfremt du er i tvivl om, hvorvidt et sagsanlæg kan svare sig rent økonomisk, så bør du tage kontakt til en advokat, som der kan rådgive dig herom. Det er endvidere vigtigt at huske på, at de fleste sager hos domstolene tager tid. En byretssag kan let vare op til 1 år, mens mere komplicerede sager hvortil syns- og skønsforretning skal foretages, kan tage endnu længere tid.
Forberedelsen:
Der anlægges sag ved de almindelige domstole med en stævning. Her redegøres for påstande og de anbringender, som man gør gældende for sine påstande. Herefter afgiver den indstævnte et svarskrift, hvori han redegør for sin stilling til sagen.
Der fortsættes med skriftvekslingen indtil, at sagen anses for at være tilstrækkeligt belyst. Her skal alle påstande, anbringender og beviser være medtaget og behandlet.
Hovedforhandling:
Når forberedelsen anses at være tilstrækkelig for sagens behandling ved domstolene, så sker der berammelse til hovedforhandling. Hovedforhandlingen foregår over en eller få dage, hvorefter Retten skal have tid til at afsige dom. Man kan forinden få en tilkendegivelse af dommens resultat.
Anke:
De fleste sager kan ankes, såfremt man ikke er enig i dommens resultat. Her gælder særlige regler for sager under en vis værdi. Der kan som udgangspunkt ske prøvelse i to instanser, mens man undtagelsesvist ved hjælp af særlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet kan få prøvet sin sag i tre instanser.
Omkostninger:
Omkostningerne ved en sag for de almindelige domstole afhænger i høj grad af sagens udfald. Der tages altid stilling til, hvem der skal bære omkostningerne i sagen med mindre, at man særskilt har frabedt sig dette. Omkostningerne fordeles ud fra dommens indhold. Såfremt den ene part får ret i sine primære påstande, så skal den anden part som udgangspunkt bære dennes omkostninger ved retssagen. Herunder udgifter til rets- og berammelsesafgift, evt. afholdt syn og skøn, vidne- og befordringsgodtgørelse, evt. oversættelser fra fremmedsprog og advokatomkostninger. Advokatomkostningernes dækning er ikke altid fuldstændig, da Retten fastsætter beløbet til modpartens advokat ud fra standardtakster, og dermed ikke ud fra den faktiske udgift hertil.
Selvom du regner med at få medhold i dine påstande, så skal du regne med, at en retssag ved de almindelige domstole vil medføre omkostninger for dig. Du skal altid selv lægge ud for de udgifter, som du har til fx retsafgift og advokat, hvorfor din likviditet altid vil blive ramt som følge af en retssag.