Skattefri tilførsel af aktiver og passiver
Tilførsel af aktiver og passiver fra et selskab til et andet kan ske skattefrit, når nogle bestemte betingelser er opfyldt. Det selskab, der indskyder en del af sine aktiver og passiver, kaldes det modtagende selskab, og det selskab, der modtager de pågældende aktiver og passiver, benævnes det modtagende selskab.
Betingelser
Overførslen skal herefter for det første ske til handelsværdi, altså til den pris aktiverne ville kunne sælges for til en tredjemand. Herudover skal der være tale om en selvstændig del eller gren af den indskydende virksomhed, ligesom forholdet mellem de aktiver og de passiver, der indskydes i det modtagende selskab, skal svare til forholdet mellem aktiver og passiver i det indskydende selskab i det hele taget. Det er ligeledes en betingelse, at der alene sker vederlæggelse til ejerne af det indskydende selskab med kapitalandele i det modtagende selskab og ikke ved kontant betaling.
Skattemæssig succession
Der sker skattemæssigt set en såkaldt succession, således at de indskudte aktiver beholder deres tidligere skattemæssige status. Det betyder, at indskydes et aktiv i det modtagende selskab, som det indskydende selskab allerede har afskrevet på, så fortsætter afskrivningen blot i det nye selskab. På samme måde anses aktivet erhvervet for den pris og på det tidspunkt, som det indskydende selskab oprindeligt har erhvervet det til. Dette kan få betydning i tilfælde, hvor det modtagende selskab på et senere tidspunkt afhænder et aktiv, som oprindeligt stammer fra det indskydende selskab. Er der eksempelvis tale om en fast ejendom, skal der kunne fastsættes en anskaffelsessum, således at en eventuel avance ved det modtagende selskabs salg af ejendommen kan beregnes og beskattes.