Udbytte og kapitalandele
Har et selskab genereret et overskud, kan det udbetale udbytte til sine ejere. Beslutning om udbytteudbetaling skal ske på selskabets generalforsamling på grundlag af den seneste årsrapport. Træffes der beslutning om udbetaling, udbetales beløbet til ejerne i forhold til størrelsen af deres ejerandel i selskabet.
Ordinært og ekstraordinært udbytte
Man skelner mellem ordinært og ekstraordinært udbytte. Det ordinære udbytte er den årlige udbytteudbetaling, der tages stilling til på generalforsamlingen. Selskabet har dog mulighed for at udbetale udbytte i løbet af året, og sådanne udbetalinger kaldes ekstraordinært udbytte. Hvordan udbetaling af udbytte foregår i det enkelte selskab er i øvrigt bestemt ved selskabets vedtægter.
Udbytteskat
Det udbetalte beløb er som udgangspunkt skattepligtigt for aktionærerne. I 2015 udgør beskatningsprocenten 27% af udbytte optil 49.900 kr.; af den del af udbytteudbetalingen, der overstiger denne bundgrænse, er satsen 42%.
Kapitalandele
Et selskab kan erhverve sine egne, fuldt indbetalte kapitalandele fra sine aktionærer mod vederlag. Der gælder som udgangspunkt ikke længere regler for, hvor stor en del af sine kapitalandele et selskab selv må eje. Betalingen skal ske med selskabets frie reserver, og så må opkøbet ikke medføre, at selskabskapitalen bringes under det lovbestemte minimum, som er 500.000 kr. for A/S og 50.000 kr. for ApS.