Voldsoffererstatning
Du kan i mange tilfælde få erstatning, hvis du har været offer for et voldeligt overfald. Du behøver som udgangspunkt ikke at gøre dit krav gældende direkte mod gerningsmanden. Du kan nemlig få dit erstatningskrav behandlet ved Erstatningsnævnet.
Det er uden betydning for dit erstatningskrav, at gerningsmanden ikke findes eller lignende. Du kan også opnå erstatning for din skade, selvom gerningsmanden ikke kan straffes fx hvis gerningsmanden er under 15 år eller utilregnelig.
Betingelser for erstatning:
Der gælder imidlertid nogle betingelser for, hvornår du kan få erstatning:
- Skaden skal være indtruffet i forbindelse med en overtrædelse af straffeloven eller lov om tilhold, opholdsforbud eller bortvisning.
- Der skal være sket en personskade.
- Forbrydelsen skal være anmeldt senest 72 timer efter overtrædelsen.
- Du skal have fremsat dit krav om erstatning over for skadevolderen (hvis sagen har været for retten).
- Dit krav om erstatning er fremsat over for Erstatningsnævnet senest to år efter, at forbrydelsen er begået, to år efter den endelige dom er afsagt i sagen eller to år efter politiets afgørelse om at indstille efterforskningen.
Anmeldelse:
Du skal anmelde skaden til Erstatningsnævnet, hvis du har været ude for et voldeligt overfald. Anmeldelsen foregår på www.erstatningsnaevnet.dk, hvor du kan anmelde din skade digitalt eller ved hjælp af et anmeldelsesskema, som du kan downloade. Politiet udleverer i nogle tilfælde også i forbindelse med deres behandling. De har desuden pligt til at vejlede om muligheden for at opnå erstatning efter et overfald.
Dit ansøgningsskema skal afleveres til politiet i den politikreds, hvor forbrydelsen er foregået. Politiet sender derefter ansøgningsskemaet sammen med sagens akter til Erstatningsnævnet. Dette sker imidlertid først, når politiet har behandlet sagen færdig, og sagen evt. er afgjort ved domstolene.
Du vil få en kvittering fra Erstatningsnævnet, når de har modtaget ansøgningsskemaet.
Erstatningen:
Dit erstatningskrav beregnes ud fra reglerne i erstatningsansvarsloven. Efter dette regelsæt kan du få erstatning og godtgørelse for følgende poster:
- Medicin- og behandlingsudgifter. Hvis du har en fritidsulykkesforsikring, så skal dine udgifter til medicin og behandlinger dækkes af denne. Det er alene helbredende medicin- og behandlingsudgifter, som du kan få dækket.
- Tabt arbejdsfortjeneste. Du kan som udgangspunkt få erstattet det faktiske løntab, som du har lidt pga. din skade. Det er muligt at kræve erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil, at du genoptager dit arbejde på væsentlig samme vilkår som før din skade. Hvis skaden har medført et varigt erhvervsevnetab, så ophører dit krav på tabt arbejdsfortjeneste, når der træffes endelig afgørelse om dit erhvervsevnetab.
- Varigt mén. Du kan få godtgørelse for varigt mén, hvis du i forbindelse med overfaldet har fået varige skader. Du skal minimum have et varigt mén på 5 % for at få godtgørelse. Du får 8.415 kr. pr. méngrad i 2016.
- Svie og smerte. Du er berettiget til godtgørelse for svie og smerte, hvis du er syg eller er underlagt en vis form for behandling. I 2016 kan du få 190 kr. pr. dag for svie og smerte og maksimalt 73.500 kr. i alt.
- Du er berettiget til erhvervsevnetabserstatning, hvis du ikke kan arbejde i samme omfang efter overfaldet. Din indtjeningsevne efter skaden sammenlignes med din indtjeningsevne før skaden. I forbindelse med erstatningsopgørelsen går man 12 måneder tilbage fra skadens indtræden. Din alder kan have betydning for, hvor stort dit erstatningskrav bliver.
Politiet udbetaler erstatningen og godtgørelsen til dig, når dit krav er færdigbehandlet hos Erstatningsnævnet.
Det er anbefalelsesværdigt at tage kontakt til en advokat hurtigst muligt, hvis du har været udsat for et voldeligt overfald.
Bistandsadvokat i forbindelse med vold:
Det er muligt at få beskikket en bistandsadvokat. Din bistandsadvokat kan hjælpe dig i forbindelse med retssagen, hvor du formentlig vil blive indkaldt for at afgive vidneforklaring.
Din bistandsadvokat kan derudover hjælpe dig med at opgøre dig erstatningskrav rigtigt. På denne måde kan du sikre dig, at dit erstatningskrav bliver anmeldt rigtigt og rettidigt anmeldt til Erstatningsnævnet.
I forbindelse med dine skader er det vigtigt at opsøge læge eller sygehuset for at få beskrevet dine skader behørigt og før dem til din journal.